Jeg var lige kommet hjem fra arbejde en sen aften i 2007, da jeg blev ringet op af min søster. “Jeg tror Sofie er død”, sagde hun i chok. “Ambulancen er kørt med hende, hun trak ikke vejret, da jeg tog hende op af sengen. De prøver at genoplive hende, men jeg tror ikke hun klarer det”. Alt i min verden gik i stå. Hvordan kunne hun bare ringe og sige sådan noget? Mit hoved ville ikke forstå ordene, jeg ville ikke tro på det og alligevel frøs alt i mig til is…

For nogle uger siden faldt jeg tilfældigt over et opslag på Instagram, som blev delt af flere influencere. Det var et lovforslag udarbejdet af et forældrepar, der på tragisk vis havde mistet deres lille datter i efteråret 2020. På 2 døgn fik lovforslaget de 50000 underskifter, som skal til for at få det på dagsordenen i Folketinget. Jeg skrev straks under, fordi jeg blev personligt ramt og fordi der virkelig er grundlag for forbedringer indenfor dette område. Jeg blev virkelig ked af det, først og fremmest i medfølelse over, at et forældrepar har mistet det mest dyrebareste i deres liv, men også ked af, at vi ikke er nået videre i Danmark ifht. håndteringen af situationen, når forældre mister et barn. Det var under al kritik for 14 år siden da Sofie døde … og det er det åbenbart endnu.

Sofie blev ikke genoplivet. Hun døde i sin weekendseng mens min søster og svoger var på familiebesøg. Da de skulle hjem om aftenen, fandt de hende død i sengen. Obduktionen viste efterfølgende ikke andet, end at hun var død af vuggedød – 13 måneder gammel.

Min søster og svoger boede i Kbh på daværende tidspunkt og resten af vores familie i Jylland, så den nat kørte jeg sammen med mine forældre til Kbh, for at være hos dem. Det var verdens længste tur og virkeligheden blev mere og mere ubærlig jo mere den gik op for os alle. Sofie var død og vi stod i en situation, hvor vi alle var i dyb sorg, og hvor der var et forældrepar, som vi skulle støtte og hjælpe så godt som vi nu kunne.

Men hvor starter man lige? Først og fremmest forsøgte vi at få kontakt til nogen der kunne tale med min søster og svoger – det måtte da være muligt at få fat i en krisepsykolog eller en eller anden, der kunne sige, hvad vi skulle gøre som noget af det første i sådan en situation. Sofie døde en weekend hvilket betød, at det stort set var umuligt at få hjælp nogen steder, fordi de fleste instanser kun er tilgængelige i hverdagene. Vi ringede rundt til mange steder og ingen vidste helt hvor de skulle sende os hen. Derudover startede alt det praktiske – planlægning af begravelse, overblik over forsikring, den hårde besked der skulle formidles til venner og familie osv. Der skulle også være nogen omkring min søster og svoger hele tiden. På skift forsøgte vi at samle dem op, græd med dem, grinede med dem når vi mindes den sødeste prinsesse, sørge for at de fik mad, fik sovet og støtte dem i svære beslutninger, som skulle træffes på trods af dyb sorg, chok og afmagt.

Vi boede hos dem en uge og var der for dem midt i deres store sorg. En sorg som vi andre på alle måder også var ramt af, fordi vi også havde mistet. -Og midt i vores allesammens sorg og alt det praktiske, så ville det bare have været rigtig dejligt, hvis der havde været en sundhedsplejerske eller et andet netværk, der kunne yde praktisk og relevant krisehjælp til de ramte forældre. I så fald, kunne de pårørende bruge deres kræfter på at være der for familien og sørge for alt det praktiske tæt på dem fremfor alt krisehjælpen, som i realiteten kan iværksættes af andre udenfor. Min søster og svoger havde og har stadig et kæmpe netværk, som bakkede dem op, besøgte dem, skrev breve, sendte blomster og meget mere. Det var guld værd i en krisesituation, men andre der ikke har det netværk, har brug for et samfund, hvor der er nogle andre instanser, der kan hjælpe og støtte.

Jeg var ret tæt med min søster, så udover min egen sorg over, at jeg havde mistet min elskede lille niece, så skulle jeg også rumme at et af de mennesker, som jeg holdt allermest af, stod midt i sit livs største krise. Jeg er glad for at jeg ikke selv havde børn dengang, for i dag, hvor jeg har to dejlige drenge, mærker jeg smerten endnu dybere, fordi jeg nu kan mærke på min egen krop, hvor stort et tab de faktisk led ved at miste deres lille datter. Tiden var gået i stå og jeg husker, at det var virkelig surrealistisk at kigge ned på gaden og se at livet udenfor bare fortsatte, som om intet var hændt. For hos os var det værst tænkelige hændt. Sofie var død og hun kom ikke tilbage.

Tiden efter begravelsen var svær. Besøgene og telefonopringningerne blev færre og omsorgen mindre intensiv hos min søster og svoger, fordi folks liv jo naturligvis går videre i en krisesituation. Min søster og svoger sad nu med en ny virkelighed, hvor de skulle skabe en ny hverdag, nu uden Sofie. De var stadig i dyb sorg og det handlede mest bare om at overleve og tage en dag af gangen i det første lange stykke tid.

Følelserne som pårørende var et virvar og det var nogle dage svært at tackle det hele. Jeg var i sorg over at have mistet min niece, men jeg var også i sorg over, at jeg havde mistet min søster som den person hun var før Sofie døde, og så var jeg tilbage i en hverdag, hvor jeg også nogle dage havde brug for at få det hele på afstand og “glemme”. Det gav mig dårlig samvittighed, for vi andre kunne aflede smerten med vores hverdag, men det kunne min søster og svoger ikke på samme måde. De var tvunget til at mærke virkeligheden, fordi de ikke havde Sofie hos sig. Den dårlige samvittighed gjorde også, at det var svært at sætte sin egen sorg og sine egne behov i centrum, når nu der var et forældrepar, der havde det værre. Jeg skammede mig også over, at jeg var i sorg over at have mistet min søster, for hun var der jo stadigvæk og den sorg, så jeg som ekstremt egoistisk. Jeg har senere hørt fra andre, der har været pårørende til forældre der har mistet, at de har haft de samme følelser og tanker. Det er et tabu at tale om, fordi det er skamfuldt at have egoistiske behov i en situation, hvor man bør sætte sig selv til side. Men de følelser er nu engang ikke til at gemme væk og derfor er det bedre, at vi taler om det og belyser, at det hos de pårørende kan føles som om de mister på flere planer.

Jeg kunne inderligt ønske, at der var lidt mere hjælp at hente for de pårørende, der står i en sådan situation. De fleste af os der var tæt på fik samtaler hos en psykolog, men kun fordi vi selv opsøgte vores egen læge. Der burde efter min mening også være samtaler med en krisepsykolog for de pårørende midt i en krisesituation, fordi de også står i et vanvittigt pres, hvor de på den ene side skal rumme både egen og det ramte families sorg, og på den anden side skal tage ansvar for alt det praktiske.

Jeg håber inderligt, at det lovforslag, der nu skal vurderes i folketinget bliver vedtaget, så vi kan være trygge ved at bo i et samfund, hvor vi er på forkant med den hjælp og støtte, som betyder så umådeligt meget for et forældrepar der har mistet og deres pårørende.

Du kan se lovforslaget her

I dag har jeg været til behandling ved min osteopat, som virkelig har skubbet mit helbred i den rigtige retning de sidste par måneder. Behandlingen er virkelig effektiv, men f*** hvor gør det bare sindsygt ondt.

Da jeg gik derfra i dag, tog jeg mig selv i at tænke: “Ja, ja – det skal gøre ondt, før det gør godt”. -Og med det samme var der heldigvis en alarmklokke, der ringede. For det ordsprog er jo på ingen måde sandhed. Det er en overbevisning, som sammen med mange andre ordsprog ligger dybt forankret i mange af os, der er vokset op i den danske kultur. Ordsprog/floskler som på ingen måde tjener vores positive mindset, nej tværtimod.

“Man skal yde før man kan nyde” eller måske ydede man bedre, hvis man faktisk havde nydt først?

“Man skal gøre, som der bliver sagt” eller skal man altid det? Skal man ikke mærke efter, hvad der er rigtigt for én – også selvom man er et barn?

“Det er svagt at vise følelser”. Er det virkelig? Jeg synes, sårbarhed og følelser klæder alle mennesker. Jeg har så meget respekt for dem, der tør vise sin sårbarhed. I mine øjne bliver de STÆRKE!

“Man skal ikke hoppe over, hvor gærdet er lavest”… “Øhh, hvorfor dog ikke, hvor skal man ellers hoppe over?” Som min coach plejer at sige.

De negative overbevisninger bliver en slags leveregler, som på ingen måde er sandhed. Jeg tænker ofte selv i de negative overbevisninger, fordi de ligger så dybt i mig. Det er en del af min opvækst og den kultur jeg har været en del af. Jeg kan heldigvis begynde at eliminere dem ved hjælp af min bevidsthed, for når jeg er bevidst om at jeg bruger dem, så kan jeg tænke anderledes og dermed ændre mit mindset.

Jeg kunne godt være blevet i den tunge overbevisning om, at det skal gøre ondt, før det går godt, men jeg valgte at ændre mine tanker og tænke: “Hvor er det godt, at der er en effektiv behandling der kan hjælpe mig”. Det ændrer ikke på, at behandlingen stadig gør ondt på mig – men det ændrer min måde at tænke på hele situationen. Jeg løftede den lidt tunge energi fra “det skal gøre ondt, før det gør godt (som for mig betyder: Jeg skal lide og stå igennem alle de her smerter, før jeg overhovedet kan se lys forude. Og hvis det ikke gør rigtig ondt, så bliver det sikkert aldrig godt”) til “Hvor er jeg heldig, at jeg kan få hjælp, hvor er det dejligt, at der er fremgang, hvor er det skønt, at jeg skal hjem og spise god frokost og bagefter kan tage en lur, og hvor er det lækkert at solen skinner”.

Mit sind og min krop har haft det meget bedre i dag ifht. hvordan jeg plejer at have det efter en behandling. Det er SÅ dejligt, at der er fremgang, og det er så dejligt, at jeg er blevet bedre til at spotte mine negative overbevisninger. Det gjorde lige dagen lidt mere opløftende.

💚 Reklame

Da Corona indtog DK i starten af marts, var der vist ikke rigtig nogen af os, der helt vidste, hvad det kom til at betyde på længere sigt.

På det tidspunkt, hvor Mette valgte at lukke DK ned, var jeg i bedring, efter at jeg i januar pådrog mig en hjernerystelse og et piskesmæld. Jeg havde fået behandling af både fysioterapeut og kiropraktor, og så havde jeg floatet 2 gange om ugen i 6 uger. Floatingen gav mig rigtig meget ro og fik aktiveret mit parasympatiske nervesystem, som var med til at reducere det høje stressniveau, som jeg mærkede tydeligt efter mit fald. Jeg havde mange smerter og mit nervesystem var ude af balance, hvilket viste sig ved, at jeg hurtigt mistede overblikket, blev frustreret, forvirret, kortluntet og generelt havde manglende overskud.

Der har helt sikkert været mange gode sider ved nedlukningen. Jeg har virkelig nydt at have tid med mine børn. Vores hverdag var pludselig fyldt med hjemmeskole og børnehave, hvor vi måtte finde på en masse nye måder at gøre tingene på. Der blev aktiveret mange kreative sider og vi har bagt, gået ture, sået planter, holdt virtuelle familiesammenkomster, lavet mindfulness for børn, spillet spil, lavet puslespil og meget mere. Det har været helt vildt sjovt og lærerigt, og det har givet en masse nærvær og sammenhold, som vi forhåbentlig vil huske på og holde fast i lang tid fremover. Alt det er jeg dybt taknemmelig for!

Den mørke side af Coronanedlukningen har været, at den bedring jeg var begyndt at opleve ifht. mit helbred, pludselig vendte. Da jeg fra den ene dag til den anden, fik hele familien hjem at gå hver dag, havde jeg ikke den samme mulighed for at få ro. Det stressede mit system og jeg oplevede gentagende gange at min nakke låste sig, at jeg havde mange smerter og igen hovedpine hver dag. Det var virkelig frustrerende især fordi det var en situation, som jeg ikke kunne ændre på. Jeg måtte slippe kontrollen, sænke ambitionsniveauet og gøre mig umage for at få de pauser jeg nu kunne. Samtidig blev jeg også frygtelig ked af det, hver gang det gik op for mig hvor begrænset jeg var og hvor lidt jeg kunne holde til. Så oveni smerter og gener fra hjernerystelse og piskesmæld, så blev min psykiske og mentale tilstand også virkelig udfordret. Det har været sindssygt hårdt.

Efter at være startet ved en god osteopat hos Aarhus Osteopati, er jeg heldigvis igen på vej tilbage mod lyset. Helingen tager tid, det kræver meget tålmodighed og at jeg har fokus på at være selvkærlig. Der skal hver dag være plads til pauser, meditation, små gåture og ro. Hvis jeg slækker på det, er der kontant afregning dagen efter, for så bliver jeg straks bombet tilbage. Jeg har i mange år ønsket at være bedre til at regulere mit stressniveau og finde ro, og man må sige, at jeg hermed har fået mine bønner opfyldt.

Når alle andre taler om, at de har savnet deres familie og de sociale sammenkomster allermest her i coronatiden, så tænker jeg, ja, det har jeg også savnet, men mit største savn i coronaland har altså været at floate. Det kan lyde overfladisk, men faktisk er floating det allermest selvkærlige jeg kan foretage mig.

-OG DET BEDSTE ER… at nu åbner Floatstudio Aarhus endelig op igen og jeg har selvfølgelig allerede booket en tid.

Jeg glæder mig for vildt til igen at dykke ned i det kropstempererede vand, føle vægtløsheden, stilheden og mørket omslutte mig og så glæder jeg mig til at mærke mig selv igen og få fuldstændig ro på mit nervesystem. Jeg har sagt det før, jeg er mega fan og jeg kan KUN anbefale alle at prøve det, hvis du altså tør blive stille med dig selv og mærke det der kommer til dig.

Hvad har været dit største savn i coronanedlukningen?

Reklame 💚 Da jeg tilbage i januar fik konstateret hjernerystelse og lå med massive hoved- og nakkesmerter stødte jeg på en artikel fra USA. Artiklen oplyste mig om, at US Navy SEALs bruger floating (læs: flydeterapi) til behandling af deres elitesoldater, når de har været udsat for hovedtraumer. Sidenhen har jeg også læst, at flere sportsklubber har en floattank til behandling af deres atleter – bl.a. flere National Football Leages klubber (amerikansk fodbold), som i den grad har medlemmer, der er i en risikogruppe ifht. at blive udsat for hårde stød mod hovedet. Jeg blev nysgerrig på om floating ville kunne gøre noget ved mine smerter i forbindelse med min hjernerystelse.

Jeg indledte derfor i februar et helt fantastisk samarbejde med Jonas og Nicolai der ejer Floatstudio i Aarhus. Kunne floating mon virkelig bruges som behandling af hjernerystelse?

To gange om ugen har jeg været omkring deres skønne Floatstudio midt i Aarhus og jeg har d.d. floatet i alt 11 gange. Jeg prøvede floating første gang lige inden min ulykke (læs om den her) og første gangs oplevelse var en blandet fornøjelse (læs om det her). Men efter 11 gange kan jeg på ingen måde få armene ned igen. Mine floatsessioner har været de bedste øjeblikke i den tid jeg har været sygemeldt, fordi jeg her har oplevet at være stortset uden smerter. Den evige smerte, er så stressende for nervesystemet og sindet, og det er derfor en vidunderlig følelse at opleve at være foruden smerterne.

Mit 2. 3. og 4. float

Jeg var virkelig udfordret ifht. at slippe kontrollen i mit første float. Jeg var heller ikke helt tryg ved at ligge i mørket og jeg brugte meget energi på at bevare roen og fokusere på mit åndedrag.

Efter mit 2. float noterede jeg mig følgende: “Dette float var meget bedre end mit første! Jeg havde stadig lidt svært ved at slippe kontrollen. Jeg havde brug for at vide, hvor jeg var i floattanken. Jeg havde det fint med det slukkede lys, og tiden gik denne gang meget hurtigere. Jeg lavede en bodyscan, som hjalp mig med at slappe af og komme ned i kroppen. Jeg kunne mærke smerterne fra min nakke og overvejede, at jeg næste gang ville bruge den nakkepude, der er tilgængelig, så jeg er sikker på, at jeg får slappet ordentligt af i nakken. Efterfølgende var mit nervesystem helt i ro og jeg sad længe i loungen inden jeg havde lyst til at gå ud i verden.”

Efter mit 3. float noterede jeg: ” I dag kunne jeg give helt slip. Der var ingen angst, intet behov for at have fuldstændig kontrol og ingen rastløshed. Det var bare ren velvære. Der var mange tanker, men de var konstruktive og innovative. Mit nervesystem var efterfølgende helt i ro og jeg mærkede ikke mine smerter. Jeg havde slet ikke lyst til at stå op, da lyset tændte igen.”

Efter mit 4. float skrev jeg: “Jeg havde glædet mig til i dag. Jeg tror godt, at man kan blive afhængig af floating og de indorfiner, der udskilles i kroppen pga. nydelsen og velværen. Jeg havde et ligeså fedt float som sidst. Mærkede dog min nakke rigtig meget denne gang, og kunne pludselig mærke smerterne i mit hoved, identisk med de smerter jeg havde i øjeblikket, hvor jeg slog hovedet. Jeg har brugt nakkepuden i dag og den hjalp med at stabilisere mit hoved. Den bagoverbøjede stilling, man har i vandet uden puden, er ikke så godt til min nakke lige nu. Jeg kan mærke, at den tilstand som floatet får mig i, er rigtig godt for min healing af min hjernerystelse. Det giver ro og restitution til min hjerne”

Mine første floats gik altså fra at være lidt i panik, hvor jeg følte mig utryg ved at skulle slippe kontrollen, til efterfølgende at finde ro og opleve smertelindring. Flere af mine efterfølgende floats tog mig til en helt andet dimension, og det glæder jeg mig helt vildt til at fortælle dig om på et senere tidspunkt.

Nogen gange forandres ens livssituation på et splitsekund. Vi ved godt allesammen at livet er skrøbeligt, men det går ofte først ordentligt op for os, når vi selv bliver ramt. På et øjeblik kan livet tage en drejning, som man ikke lige havde forudset.

Torsdag den 9. januar 2020 var jeg ude for en meget uheldig ulykke, som satte mig i netop den situation, hvor alting på et splitsekund ændrer ens hverdag og hvor tingene formentlig aldrig bliver helt det samme igen.
Jeg er pt. sygemeldt med diagnosen hjernerystelse og nakketraume! Et virkelig uheldigt fald på en trappe, hvor jeg gled og slog baghovedet ned i et trappetrin, har de sidste to måneder indviet mig i en ny verden fuld af smerter, træthed, frygt, frustrationer, uvished og følelsesmæssige rutsjebaneture.

Jeg har været ved egen læge, er blevet henvist til neurolog, hjerneskadekoordinator, fys, kiropraktor og har fået scannet både mit hoved og min nakke.

De største udfordringer

Mine værste symptomer har været massiv hovedpine, nakkesmerter, træthed og lydfølsomhed. Jeg har haft enormt stort behov for ro og hvile, har ikke kunnet deltage i sociale arrangementer og har haft meget lidt overskud til at tage mig af mine børn. De største udfordringer ved min hjernerystelse har været at slippe kontrollen, mærke efter hvad kroppen har haft brug for og lære en masse omkring energistyring.
Jeg har i den sammenhæng kunnet anvende min professionelle faglige autismeviden og brugt en masse af det jeg ved om struktur, skemaer og forudsigelighed.
Den nyeste forskning viser nemlig, at man ved en hjernerystelse skal træne hjernen langsomt op og balancere mellem lettere aktiviteter og ro. Denne energistyring kræver i høj grad struktur. I de første mange uger efter ulykken krævede det, at jeg planlagde max 45. min aktivitet, for så derefter at holde ca. 15 min hjernepause. Hjernepauser er f.eks. meditation, afspænding, stille musik, korte gåture, sidde og stirre ud i luften eller noget andet afslappende som ikke kræver, at hjernen er alt for meget på arbejde. I starten sov jeg også flere gange i løbet af dagen, humøret var meget svingende og jeg var meget kortluntet.
Efter at have været i hænderne på en del forskellige behandlere, ved jeg nu, at jeg er ramt af to ting – hjernerystelse og nakketraume.

Min nuværende status

Jeg har især hentet rigtig mange gode og konkrete råd fra bogen “Hjernerystelse – kom godt igennem” som udkom i 2019. Det er en virkelig fantastisk bog, som alle mennesker med hjernerystelse og behandlere burde læse. Da jeg ikke har kunnet koncentrere mig om at læse, har jeg hørt den på Mofibo, hvor den ligger som lydbog.

Bogen har jeg fået anbefalet af den hjerneskadekoordinator jeg er tilknyttet, og hun har i høj grad også været med til at give mig mentalt ro og konkrete handlinger ifht. mit forløb. Jeg mærker stadig en del af mine symptomer – især når jeg skal ud i verdenen, men jeg føler efterhånden, jeg har nogle gode mestringsstrategier til at klare forskellige situationer, og er blevet bedre til at lytte til min krop.
Min største udfordring lige nu er min nakke. Min neurolog undersøgte mig i sidste uge og var ikke i tvivl om, at min nakke er låst i højre side og at det bestemt godt kan være årsag til både smerter, hovedpine og min lydfølsomhed. Jeg har været til en del fysbehandlinger hos en virkelig dygtig fys, men nu er jeg også startet til kiropraktor, som forhåbentlig kan hjælpe med at få låst nakken ordentligt op.
Udover alle de nævnte behandlinger, har jeg i det meste af forløbet også brugt flydeterapi (Floating) som smertelindring og mental restituering hos Floatstudio Aarhus. Floating har gjort en kæmpe forskel for mig i mit forløb, hvilket jeg gerne vil fortælle meget mere om i mit næste blogindlæg.

Ved du hvad float terapi er og hvad det vil sige at floate? For gangske få måneder siden vidste jeg intet om det!

Floatstudio i Aarhus var det første floatcenter i DK. Det er opstartet af to unge fyre – Jonas og Nikolai, som skriver følgende om floating:

“Floating, også kaldet for flydeterapi på dansk, er, hvor du befinder dig i en sensorisk deprivationstank med kropstemperereret saltvand. Tankens begrænsede sanseinput og vægtløshed giver dig mulighed for en helt unik oplevelse for både krop og sind, hvor du sætter tankerne i bero og giver dig selv en velfortjent pause fra hverdagens stress og travlhed.”

Der er rigtig mange gode fordele ved at floate – f.eks. reducering af stress, søvnforbedring, smertelindring, personlig udvikling og meget mere. Læs mere her

Mit første float

I starten af 2020 skulle det så prøves af efter flere anbefalinger fra mennesker i mit netværk. Jeg bookede derfor tid i Floatstudio Aarhus en lørdag eftermiddag.

Det var gråt og koldt udenfor og jeg vidste ærlig talt ikke helt, hvad jeg gik ind til, da jeg trådte ind i Jonas´og Nikolais skønne oase. Jeg blev med det samme mødt af en fantastisk energi og en smilende og imødekommende ung fyr, der guidede mig ind i en hyggelig sofa, efter at jeg havde taget sko og jakke af.

Da det blev min tur blev jeg vist rundt i lokalerne og fik en grundig intro til selve floatsessionen. Floatstudio har i alt 3 floattanke og en floatlounge, hvor man både før og efterfølgende kan slappe af, inden man igen begiver sig ud i den travle hverdag.

Vandet i tanken er mere saltholdigt end det døde hav, hvilket gør at du flyder rundt og får en følelse af vægtløshed. -Og nej, du kan IKKE drukne… heller ikke selvom du falder i søvn (et spørgsmål jeg virkelig har fået mange gange efterfølgende).

Inden du dykker ned i floattanken er der fine badefaciliteter i rummet med både neutral og duftende shampoo/bodyshower. Det anbefales at man floater nøgen, så man ikke forstyrres af badetøj der strammer. Der udleveres ørepropper og håndklæde, så du behøver praktisk talt ikke at medbringe meget andet end dig selv.

Jeg gik lidt i panik

Jeg var ret spændt på, hvordan jeg ville reagere, når jeg fik lukket for låget på tanken. Det gik usandsynligt nemt. Der var masser af plads og det var på ingen måde klaustrofobisk. Det var virkelig lækkert at flyde rundt i det kropstempererede vand og langsomt lukke ned mentalt. De første 5 min var der stille afslappende musik i tanken samt et behageligt lys og jeg lå bare og nød det. Da musikken stoppede skulle jeg selv (hvis man ønsker det) slukke for lyset i tanken på en stor knap i den ene side.

Da jeg slukkede lyset gik jeg hurtigt lidt i panik. Jeg syntes, det var SÅ skræmmende. Jeg kunne ikke finde lysknappen igen, så jeg kom ret hurtigt op at sidde og fik løftet låget af tanken. Udenfor tanken var der dog ligeså mørkt! Jeg trak vejret dybt et par gange for at få ro på mig selv og fandt så knappen til lyset. Jeg lå ca. 10 min med lyset tændt før jeg besluttede mig for, at jeg VILLE gennemføre med lyset slukket, for at få den fulde effekt af mit float.

Det krævede ret meget mental overvindelse og jeg måtte flere gange skubbe dystre tanker væk. Jeg vil ikke nævne dem her i detaljer, så ender det bare med at du heller ikke kan tænke på andet, hvis du prøver at floate – ha ha 🙂 Jeg har noget angst omkring mørke, vand og underjordiske huler og det var det, jeg mentalt skulle arbejde lidt med, før at jeg kunne finde roen. Jeg beroligede mig selv med, at jeg altid kunne tænde lyset uanset hvad og at det faktisk også var okay at gennemføre floatet med tændt lys. Jeg slukkede lyset og fik igen en følelse af panik, men denne gang prøvede jeg at blive i følelsen og kigge på, hvad det egentlig handlede om. Jeg fik hurtigt styr på min vejrtrækning, hvilket gjorde at min puls faldt, og at jeg igen følte at jeg kunne trække vejret.

Jeg havde lyst til at blive liggende

Jeg havde fuldstændig mistet min tidsfornemmelse, så jeg begyndte at spekulere over, hvor lang tid der mon var tilbage. Jeg blev lidt rastløs og begyndte at ligge og tælle minutter, mens jeg kontrollerede den angst jeg stadig havde, når tankerne om mørke, vand og underjordiske huler poppede op. Da jeg til sidst begyndte at fokusere intensivt på min vejrtrækning, som jeg tidligere har brugt i forskellige meditationspraksisser, så fandt jeg efterhånden ro. De sidste 15-20 minutter var enormt meditative for mig og da den stille afslapningsmusik kom igen, som et signal om, at floatingen var ved at være slut, havde jeg slet ikke lyst til at stå op. Heldigvis træder du lige ud i en dejlig lounge, hvor der er ro til at drikke et glas vand, en kop the og stille og roligt fordøje dit float.

Jeg var efterfølgende ikke i tvivl om, at det her skulle jeg prøve igen, så jeg købte en intropakke med 3 floats og er spændt på, hvordan de næste to gange bliver.

Alt i alt var det en fantastisk oplevelse, selvom jeg blev udfordret på flere niveauer. Jeg glæder mig allerede til at skulle i floattanken igen i nærmeste fremtid og anbefaler dig så meget at prøve det!!